Saunagus

Ved saunagus hældes der vand og æteriske olier på ovnen, så man foruden en intens varme også oplever aromaterapi.

...

En typisk saunagus hos Skovgus

Saunagus hos Skovgus varer 1t 15 minutter, men sæt 1,5 time af, så der er tid til at du kan pakke dine ting sammen igen og komme roligt videre. Vi laver 3 runder saunagus a ca. 11 minutters varighed. I hver runde vil gusmesteren præsentere olierne og bruge håndklæde og vifte til at fordele varmen og duftene i saunaen. Som udgangspunkt kører vi stillegus, dvs. at det kun er gusmesteren der taler.

Der kan være musik eller fortælling under gusen, ligesom vi måske bruger en klangskål eller vejrtræknings-og meditations teknikker til bedre at kunne være i varmen og til at blive mere nærværende. I pauserne (der varer 8-15 minutter) mellem runderne har du tid til at køle af under bruseren og i vores kar samt nyde urtete og salte snacks på terrassen.

Prisen for en enkelt gusbillet er 200 kr, men vælger du vores 10-turs klippekort er prisen kun 160 kr pr. saunagus. Man må gerne dele klippekortet med en ven eller flere.

...

Fordele ved saunagus

Regelmæssig brug af sauna siges at styrke immunforsvaret, sænke blodtrykket, lindre på smertende led (mange gigtpatienter oplever gavn af sauna), have en gavnlig effekt på lungerne, kredsløbet samt sænke stress. Socialt samvær med andre er ligeledes sund for sindet. ligesom ophold i naturen er med til at sænke stress. Benytter du vores bruser eller koldvandskar får dit kredsløb desuden det fulde udbytte af kontrastterapi.

Book tid til Gus

Vi lægger tider op for et par uger af gangen.

FAQ

Vi har masser af parkeringspladser ved Skovgus. Der findes grusparkeringsplads både på forsiden og bagsiden af ejendommen. Du skal gå et lille stykke ned til selve saunaen der ligger midt på grunden.

Vi har fælles omklædning eller du kan benytte toilettet hvis du ønsker privatliv.

For maximalt udbytte af varmen anbefaler vi ikke nedkøling under saunagusen. Hvis du køler kroppen ned ved at drikke vand undervejs, går du måske glip af de sundhedsmæssige fordele ved de høje temperaturer.

Derfor henstiller vi til at man gemmer sin drikkedunk til pauserne, hvor der er tid til at slukke tørsten.

Medbring 2 store håndklæder. Desuden er det en god ide at at have en drikkedunk, badetøfler og badekåbe med. Når det er mørkt, måske en lygte.

Vi har et koldtvandskar og en koldvands bruser du kan benytte (ikke garanteret i frostvejr!)

Du bør ikke gå i sauna hvis du har feber eller på anden måde er syg. Er du gravid eller forsøger at blive det (gælder også mænd!), bør du også undgå sauna. Ligeledes skal du være meget påpasselig hvis du har hjerte-kar-sygdom eller uregelmæssig hjerterytme, svingende blodtryk, kræftsygdomme, visse hudlidelser, sygdomme i skjoldbruskkirtlen, har haft eller er i behandling for blodpropper, åreknuder eller en hudlidelse med inflammation, er påvirket af alkohol.

Konsulter din læge på forhånd hvis du er i tvivl.

Børn er velkomne ifølge en voksen, såfremt de kan foreholde sig i ro. Vær dog opmærksom på at børn lettere dehydrerer og ikke kan være lige så længe i sauna som voksne.

Hvis den er i snor, forholder sig roligt overfor fremmede og kan være stille mens vi er i sauna, er der ingen problem at medbringe en hund (udenfor saunaen, naturligvis).

Du kan pt. desværre ikke tilmelde mere end 1 person på ventelisten, så er der andre der skal med, må de ligeledes oprette en bruger og købe en gusbillet, for at komme på venteliste (du kan heller ikke komme på venteliste hvis du allerede har en plads).

Køb af gusbillet eller klippekort er bindende. Bliver du forhindret i at deltage i en saunagus, har du mulighed for at logge ind og melde afbud. Dog skal dette ske 48 timer forinden, hvis du vil have din billet retur. Melder du afbud senest 48 timer før kan du bruge din billet til et tilsvarende arrangement ellers går denne tabt. Du bedes dog afmelde din plads uanset hvor kort tid der er til start, da der altid er chance for at folk på ventelisten kan nå at få pladsen og vi gerne vil vide hvor mange vi bliver. Du afmelder dig et event ved at logge ind på vores online booking system (se afsnittet “Login” længere nede i dette indlæg) – det er ikke nok at skrive beskeder eller mails til os.