10 Nybegynder tips til saunagus

Er det første gang du skal prøve saunagus er her nogle begynder tips!
1. Væske og elektrolytter
For at undgå dehydrering er det en god ide at drikke rigeligt med væske i timerne op til at du skal i saunagus. Det kan også være en god ide at indtage elektrolytter, da de hjælper til at opretholde saltbalancen. Elektrolytter er naturlige næringssalte vi har i kroppen som f.eks. natrium og kalium, som vi bl.a. udskiller gennem sved eller skyller ud ved at drikke meget væske. Man kan få sportsdrikke i supermarkederne tilsat elektrolytter eller man kan købe brusetabletter eller pulver at blande i sit vand. Man kan også få elektrolytter gennem sin kost (f.eks bananer) eller lave sin egen elektrolyt blanding. Læs meget mere om elektrolytter her.
2. Sørg for at være veludhvilet og have spist tilpas.
Når vi går i sauna stresser vi op for at stresse ned. Det er således sundt at gå i sauna for de fleste, men vi kommer ikke udenom at det kortvarigt øger stressen i din krop. Derfor er det vigtigt at du ikke starter med at være meget træt eller sulten, syg eller på anden måde utilpas. Sørg for at have spist fornuftigt på dagen og ikke være alt for træt, hvis du vil have en god oplevelse med saunagus. Det kan heller ikke anbefales at spise et tungt måltid lige inden eller at have drukket alkohol! Hvem må gå i sauna?
3. Gradvis opvarmning / nedkøling
Der er mange meninger om hvordan man bedst anvender varme/kulde terapi. Er man nybegynder anbefaler vi at man søger en blid overgang mellem kulde og varme. Når du kommer ud af saunaen, er det bedst at køle lidt ned i luften, inden du hopper i det kolde vand. Går du direkte ind under den kolde bruser, kan den store temperaturforskel give ubehag som svimmelhed. Så vent hellere et par minutter, få lidt at drikke og spis lidt snacks inden du evt prøver det kolde gys. Se hvordan du har det efter første runde, før du benytter det kolde vand. Det voldsomme skifte kan godt gøre dig svimmel.
4. Sid på nederste bænk
Din placering i saunaen har stort betydning for hvor varmt det bliver. Varmen stiger opad og du kan derfor med fordel starte med at sidde på den nederste bænk, hvis du ikke er vant til varmen. Du er også velkommen til at rykke helt ned på gulvet, hvis det bliver for varmt undervejs. I vores sauna er der koldest i midten. Tæt på brændeovnen kan der være yderligere strålevarme.
5. Brug saunahue eller et ekstra håndklæde som skjold mod varmen
Der er varmest på toppen i en sauna og derfor kan det føltes mere mildt, hvis du beskytter det der bliver allervarmest i en sauna – nemlig dit hoved. En saunahue beskytter hårbund, hår og de sarte øre mod varmen. Desuden hjælper en hue til at blodtrykket ikke stiger og falder lige så hurtigt, når du går ind og ud af saunaen og måske under det kolde vand.
Du kan medbringe et stort badehåndklæde eller et ekstra håndklæde som du kan tage over ryg skuldre eller helt op over hovedet, hvis ikke du har en saunahue. Dette vil beskytte huden mod varmen fra dampen og det vil være lettere at være i, når der viftes varme rundt. Du kan også bruge dit håndklæde til at trække vejret igennem eller bare dine hænder, hvis luften føltes for varm i næsen. Brænder det på fingerspidserne, hjælper det at holde dem fladt på dine lår.
6. Ingen smykker eller briller i saunaen
Vær opmærksom på at smykker kan blive meget varme i en sauna. Briller dugger til og er ubrugelige i saunagus. Man kan sagtens bære linser i sauna.
7. Undgå at drikke vand under selve gusen
For at opnå saunaen fulde effekt, anbefaler vi at man undgår at køle kroppen ned, mens gusen står på. Begynder man at drikke væske allerede inde i saunaen, kan man også nemt komme til at indtage meget væske på kort tid og blive utilpas som følge heraf. Hold derfor væskeindtag til pauserne. Hvis formålet med at drikke vand er at køle kroppen ned, skal du undgå at dit drikkevand er iskoldt. Kroppen bruger nemlig mere energi på at varme væsken op og det hæver din kropstemperatur. Vi anbefaler en lun kop te i pausen og tempereret drikkevand.
8. Spil ikke helt!
Bliver du svimmel eller på anden måde utilpas under saunagus er du altid velkommen til at forlade saunaen før runden er slut. Husk blot at rejse dig forsigtig op og gå roligt ud af saunaen, så du ikke forværrer din situation. Vores kroppe reagerer forskelligt på varmen og hvordan du har spist, drukket og sovet vil også have en betydning for, hvor meget varme du kan tåle på dagen. Det er vigtigt at du lytter til din krop og ikke spiller helt. Hvordan du bedst forlader saunaen.
9. Spis salt i pauserne og efter
Spis salte snacks mellem runderne og også gerne efter saunagus for at opretholde din saltbalance. Vi sørger for salt i pauserne. Oplever du svimmelhed eller migræne kan en smule salt lakrids hjælpe.
10. Slut af på kold
Når vi går i sauna fremprovokerer vi en feber lignende tilstand i vores krop. Vi varmer hud, muskler og organer op og kroppen går i gang med at rense ud, akkurat som når du har feber. Derfor kan nogle godt opleve en utilpashed efter sauna der minder om feber. Det er ikke farligt, men kan medføre ubehag og forstyrre nattesøvnen. Dette kan undgås ved at sørge for at kroppen er kølet ned, inden du hopper i tøjet og fortsætter din dag/aften. Hvis ikke luften er kold nok, kan du slutte af under bruseren.