Skovgus Søstercirkel

Skovgus Søstercirkel

Kære Løvinder!
Vi introducerer en særligt saunagus kun for kvinder – Skovgus Søstercirkel. Her mødes vi i søsterskab og fejrer vores kvindelighed, vores styrker og vores sårbarhed.

Hvad er en Kvindecirkel?

En kvindecirkel er et fællesskab, hvor kvinder mødes i en cirkel for at dele, lytte, reflektere og forbinde sig med sig selv og hinanden. Der er ikke én fast måde at holde en kvindecirkel på, men de bygger ofte på nogle fælles principper:

  • Alle er ligeværdige – der er ikke fokus på hierarki.
  • Man lytter uden at afbryde eller give uopfordrede råd.
  • Det, der deles i cirklen, bliver i cirklen.
  • Der er plads til både styrke og sårbarhed.
  • Deltagelse sker med respekt for egne og andres grænser.

En kvindecirkel kan indeholde elementer som:

  • Åndedrætsøvelser
  • Meditation eller guidede visualiseringer
  • Delerunder
  • Bevægelse eller dans
  • Sang eller trommer
  • Naturforbindelse
  • Ritualer med lys, blomster eller urter
  • Journaling
  • Orakelkort eller refleksionskort

En Skovgus Søstercirkel vil indeholde nogle af ovenstående elementer, men saunagusen er omdrejningspunktet. I cirklen behøver du ikke nødvendigvis dele noget – du kan bare komme og tage imod det du kan bruge.

Hvad skal der ske? – Inde i saunaen

I saunaen tænder vi Frejas flamme, hører skøn musik og nyder duften af naturens urter og olier, mens vi forbinder os med skoven og hinanden. Hvis du er nysgerrig på hvilken slags musik vi hører til netop denne type gus, kan du finde playlisten “Skovgus Søstercirkel” på Spotify. Vi laver som altid 3 runder gus af ca. 12 minutters varighed.

Hvad skal der ske? – I cirklen

Udenfor, blandt træerne og under åben himmel, samles ”ildfruerne” i en lille sluttet cirkel. I cirklen inviteres du til at deltage i korte øvelser før, mellem og efter gus. Det kan være meditative øvelser, bevægelse og åndedrætsøvelser med henblik på at få ro på nervesystemet, mærke efter eller give slip på det der ikke længere tjener dig. Øvelserne skifter karakter fra gang til gang og det er ganske frivilligt om du deltager. Jeg håber at du har modet til at gå ind i det med et åbent sind og hjerte. Hvem ved, måske går du herfra som en fugl Fønix!

Kig i vores guskalender for næste Skovgus Søstercirkel, hvis det kalder på dig.