Naturistgus – badetøj bandlyst

Naturistgus – badetøj bandlyst

Vi har længe tænkt på muligheden for at tilbyde tekstilfri gus, hvor folk kan gå i sauna uden badetøj med ligesindede. Vi har netop lagt vores første “Naturistgus” kalenderen! Dette arrangement adskiller sig udelukkende fra vores vanlige saunagus ved at ingen af gæsterne har badetøj på. Gusmesteren har stadig badetøj på og hvis du ønsker er du velkommen til at medbringe et ekstra håndklæde at vikle om dig i saunaen. Udenfor saunaen er det stadig en god ide med en badekåbe. Vores tekstilfri saunagus vil altid blive kaldt “Naturistgus” i kalenderen. Disse vil være markeret med en anden farve, et andet coverbillede og en anden holdbeskrivelse, så der ikke hersker tvivl, hvad du melder dig til. Du kan også bruge filter funktionen, hvis du søger en specifik type gus.

Hvorfor særskilt tekstilfri gus?

Til vores almindelig saunagus arrangementer er badetøj frivilligt og på den måde burde alles behov (med eller uden badetøj) være imødekommet. Dog er virkeligheden måske en anden. Vi kan se på online sauna forums at folk efterspørger tekstilfri saunagus og at man kan blive i tvivl om det er okay med de andre gæster at være nøgen, selvom badetøj er frivilligt. Vi ved at folk der foretrækker tekstil fri sauna savner specifikke arrangementer, hvor de ved at de ikke risikerer fordømmels. Dette ønsker vi at imødekomme hos Skovgus med vores Naturistgus.

Vi ser også at langt de fleste vælger at have badetøj på til vores åbne saunagus, mens vi oplever langt større nøgenhed til vores private arrangementer. Dette gælder også i grupper, hvor de fleste gæster ikke er vant til at gå i sauna eller på anden vis være nøgne sammen. Er der blot en der er modig og går først, følger de fleste som regel efter og i runde 4 er alle hæmninger smidt og humøret højt og  stemningen afslappet.

Hvis du ikke er vant til at være nøgen i sauna men kunne tænkte dig at prøve det af, er du måske mere tryg ved at prøve det til vores Naturistgus, hvor alle er i samme båd. Så dette er også en måde at introducere flere mennesker til tekstilfri gus. Jeg (Sanne) var også selv topløs første gang, til en gus hvor der var flere nøgne gæster. Jeg havde aldrig overvejet at smide bikinien, hvis jeg var den eneste, selvom reglerne sagde at det var okay. Vi tror derfor at flere ville springe ud i tekstil fri gus, hvis blot rammerne er sat fra start. Og vores erfaring siger os at ingen har fortrudt en saunagus uden badetøj. Derfor vil vi gerne holde nogle saunagus til dem der søger et frirum.

Derudover er der også den praktiske fordel at saunaen bliver mindre våd, når folk ikke har badetøj på. Så når den at blive tør i pauserne mellem runderne og er dejlig at være i under hele gusen. Det slider mindre på vores gulv og bænke, når saunaen holdes så tør som muligt. Det giver sig selv at man ikke slider på sit badetøj, hvis ikke man bruger det. Men vidste du at badetøj ikke er skabt til høj varme og sauna slider dit badetøj? Du kan læse om de sundhedsmæssige fordele ved tekstilfri saunagus her.

Nøgne med hundredvis af mennesker

I andre lande er det helt normalt at gå i spa uden badetøj. Frederik og jeg har netop været på Valentins weekend på spa stedet Palac Saturna i Polen, hvor de har verdens største teater sauna der rummer 300 mennesker. I deres saunaer er det absolut forbudt med badetøj! Så vi tilbragte weekenden med hundredvis af nøgne mennesker og masser af saunagus. Personligt fandt jeg det meget befriende og ikke mindst praktisk ikke at have vådt badetøj på, i de mange timer vi tilbragte i spaen. Man glemmer hurtigt de nøgne kroppe som falder i baggrunden for de andre oplevelser.

Inspireret af vores tur til Polen har vi derfor lagt vores første “Naturistgus” i kalenderen og er der tilgang bliver det ikke den sidste. Er du ikke (klar) til tekstilfri saunagus er du velkommen til vores almindelig gus, hvor de fleste vælger at have badetøj på. Vores sauna er bygget så alle sidder med snuden samme vej og du kommer derfor ikke til at stirre på andres nøgne kroppe, skulle der være nogle tekstil fri gæster.

At gå i sauna uden badetøj er en fantastisk måde at maksimere de sundhedsmæssige fordele, der følger med saunabrugen. Du kan læse mere om fordelene ved tekstilfri sauna her.

Læs også:
Fordele ved tekstilfri saunagus
Den nøgne sandhed
Fordele ved saunagus